Når man hører diverse forkyndere fortælle, oplever man gang på gang at de fortæller historier om deres børn og det forstår man godt, for børn er et fantastisk vidnesbyrd for os.
Personligt har jeg dog ingen børn endnu, men jeg har bl.a. en nevø der er blevet et stort vidnesbyrd for mig i den måde, han går til livet på.
Da han blev født var han en lille skrøbelig størrelse, han kunne ærlig talt ikke så meget, han kunne sove, spise og komme af med maden igen. Det var det … men i bund og grund er det jo også nok til at leve – men det ville da godt nok blive et trist liv.
Heldigvis har børn den fantastiske evne til at være nysgerrige, de ser på de mennesker omkring dem, der går rundt og de lader sig ikke tilfreds med bare at sove, spise og skide. Nej, der går ikke længe før børn begynder at “møvre” sig rundt, kravle og til sidste både går, løber og hopper de. Derved får de mulighed for at opleve verden på en helt ny og bedre måde.
Det kræver noget træning og de må prøve mange gange – jeg forestiller mig, at de nogle gange må undre sig og ikke helt forstå, hvordan vi gør det.
Jeg ser på mange måder min nevøs vej fra baby til barn som inspiration til mit kristenliv.
Da jeg tog imod Jesus havde jeg det nødvendige på plads – jeg troede på at Jesus døde for min synd, og jeg derfor kunne blive frelst.
Men ligesom det ville være synd for børn hvis de stoppede ved det nødvendige og ikke udforskede verden, ville jeg også være godt glip af meget, hvis jeg bare var stoppet der i mit kristenliv.
Den kristne tro rummer meget mere end bare det basale, det rummer en hel verden og et helt fantastisk liv. Lad os ikke nøjes, men lad os tage hele udbyttet.
Jo, ved at læse i vores bibel, bede og tale sammen om Gud og Jesus. Der ligger en ufattelig skat gemt i det, både et spændende og udfordrende liv med Jesus.
Når man gennem det kommer til at leve et liv i relation med Jesus, finder man ud af at der er en mening med livet, og der er en mening med dig. Gud ønsker at bruge dig, der hvor du er. Men han ønsker ikke bare at bruge dig som et arbejdsredskab, du vil også møde en kæmpe kærlighed og erfare at du er dyrebar i Guds øjne og at han har lagt en masse gode gerninger til rette for dig at vandre i.
Personligt har jeg haft rigtig mange gode oplevelser med bibellæsning, bøn og fællesskabet og ville aldrig have været det foruden. Jeg har tydeligt kunne mærke at de tider hvor mit kristenliv har kørt bedst, med mest overskud og glæde har været når jeg har haft biblen og bønnen som en fast del af min hverdag og derved fyldt noget i mit liv.
Så lad os se på børnene omkring os, tage ved lære og gå på opdagelse i vores verden og liv som kristne.
Kunne du lide, hvad du læste, må du meget gerne dele det med andre ...
TweetKunne du lide indlægget?